Artikler

Nyborg 20.05.2008 04:00

Vi er som en familie med mange børn

Rikke Hansen og Jane Jørgensen orker ikke det kommunale system og er derfor startet som private dagplejere

FRØRUP: I Frørup bor der to kvinder tæt på hinanden. Tilsammen har de syv børn, men de er ikke deres egne.

Det er nogen, de låner, og som de selv udtrykker det, så tænker de ikke selv på det som et arbejde.

Jane Jørgensen og Rikke Hansen er begge dagplejemødre, men de arbejder uden om det kommunale system.

- Vi ville have mere tid til børnene og ikke bruge al tiden på at lave handlingsplaner og papirnusseri, forklarer Rikke Hansen.

Tid til familieliv

Det hele startede med, at både Rikke Hansen og Jane Jørgensen gerne ville have mere tid til deres egne børn.

Rikke startede med at passe sine tvillinger, og Jane ville gerne kunne give sine børn en mindre stresset hverdag.

Som private dagplejere har de nemlig mulighed for at få deres eget familieliv til at fungere bedre end dem, der er kommunalt ansatte.

- Vi kan selv hente og bringe vores børn i de institutioner, de går i, og så tager vi dagplejebørnene med. Vi er ikke bundet til at skulle være her på bestemte tidspunkter.

Vi kan gøre, som vi vil, fortæller Jane Jørgensen.

De to dagplejere lægger også meget vægt på, at deres pasningstilbud skal minde mere om et rigtigt hjem end en institution. De bager boller, ordner have og støvsuger, mens børnene er der, for det handler om grundlæggende værdier, forklarer de to dagplejere.

Rikke og Jane bor tæt på hinanden og er også sammen stort set hver dag. De hjælper hinanden, så godt de kan, og hvis den ene bliver syg, så springer den anden til. De har en arbejdsuge på 50 timer.

- Men det mærker man ikke, når man, som vi gør, betragter børnene som en del af en stor familie, siger de to dagplejere i munden på hinanden.

- Emma gik i en kommunal dagpleje før, og der var hun ikke glad, forklarer Betina Hansen, der er Emmas mor.

- Jeg synes, at det kommunale gør alt for meget ud af papirarbejde og handlingsplaner. Det er der ikke her.

Af sted til "Ægge"

- Det er vigtigere for mig, at mit barn bliver set, end at hun absolut skal klippe og klistre, fordi det er et mål, de kommunale dagplejere skal opfylde.

Nu er Emma glad, og hun spørger hver morgen "Skal vi af sted til Ægge? (Rikke)", fortæller Betina Hansen.